En uge tilbage

Så er december, og dette år med, ved at være gået. Det betyder også, at vi snart vender snuden mod det koldere nord – hjem, kære hjem. Det sidste stykke tid er fløjet af sted med juleaften, bryllup og fødselsdage.

 Juleaftensdag gik med et besøg på lodgen sammen med koret, hvor vi skulle synge julen ind for en flok turister. Det var rigtig sjovt at være med til, men en noget anderledes juleaftensdag end vi har været vant til. Om aftenen tog vi til gudstjeneste i en god times tid i kirken, og kl 23.30 blev det tid til en omgang god, dansk julehygge i Knuds hus. Juleaften fejrede os volontører og Knud sammen med missionærparret fra Congo (Sandra og Daniel), som også er udsendt af BDM, og Sandras mor. Så på trods af den høje temperatur og den manglende julestress, lykkedes det os alligevel at få stablet en smule dansk julestemning – godt hjulpet på vej af en omgang regnvejr og min og Sørens ris a la mande lavet på bål og med dåsefløde (det kan faktisk også lade sig gøre her i lille Kipili).


Skønsang for de nydelige turister.

Hygge og julestemning i Knuds hus.

 

Inden vi nåede at få set os om, blev det fredag og tid til endnu en gang at få luftet vores fine skrud. Dette var nemlig dagen, som skulle blive James og Imanis bryllupsdag. James arbejder for mobilklinikprojektet her i Kipili som båd-driver og var med på min 14-dages tur i Congo. Vi startede i kirken en halv time tidligere end planlagt, og som altid skulle de hvide sidde på første parket. Der sad vi så oppe forrest i kirken med godt overblik over hele menigheden og udsigt til et smukt og nervøst brudepar. Det var rigtig festligt med 4 forskellige kor og rigtig god stemning fra gæsterne. Dog var der ikke meget glæde at finde hos brudeparret. Hernede er det kutyme, at kvinden skal se ked ud af det til sit bryllup (uanset om hun oprigtigt er det eller ej), for det er jo hende, som skal skilles fra sin familie. Så der blev sparret på romancen og kærlige blikke (vi kunne dog fornemme senere i løbet af dagen, at parret var meget glade for hinanden). Efter vielsen i kirken blev musikken skruet op på højeste niveau. Så skulle der danses og holdes taler. Det kunne i sig selv have været rigtig hyggeligt og festligt, men musikkens kvalitet og hylende højtalere gjorde det nærmest ulideligt at sidde i. Så efter et par timer tog os volontører båden hjem sammen med koret. Der kom til at gå næsten 4 timer med taler og skrattende musik, inden middagsmaden blev serveret! Men vi fik da eftermiddagens til at hvile ørerne, indtil kl 20, hvor det var tid til at feste videre. Igen med høj musik, taler og forskellige langtrukne, men meget sjove, traditioner. Bryllupskagen bestod af to små chokoladekager, som brudgommen havde bagt i vores bålovn aftenen før. Brudeparret og nogle enkelte, vigtige, mennesker fik en smagsprøve af den ene kage, hvor efter der blev holdt auktion om den anden. Den blev solgt for 10.000 Shilling (35 kr). Senere skulle gaverne danses ind. Hver gæst kom dansende med en ting. Op til flere gange per gæst … så det tog også en god times tid. Kl 23.15 blev middagen serveret. Den bestod i, at hver gæst fik en lille, sort og lun plasticpose (det vi så trendy derhjemme kalder en ’doggy-bag’). I den pose kunne findes et par kartofler, 2 kogte bananer og 3 møre stykker kød. Det var en rigtig lækker og, ikke mindst, tiltrængt omgang snask. Kort derefter tog brudeparret af sted og vi smuttede også vores vej.

Velsignelse af den smukke brud.

Efter vielsen. Bruden skal se ked ud af det.

Det lykkedes dog at fange et smil fra parret.

 Den sidste af de seneste dages store begivenheder var Cecilies fødselsdag. Nogle af os fik samlet os sammen tidligt på morgenen, hvor vi fik bagt en lækker brownie-kagemand, pandekager og æbleskiver. Efter fødselsdagsmorgensang og gaver pakkede os 5 volontører lidt mad sammen og travede ud til vores yndlingsbadestrand. Som en naturlig del af livet havde jeg brug for at få lettet blæren, hvorfor jeg gik på jagt efter et afsides sted i læ af en omgang høje siv. Lige idet jeg havde fundet et nogenlunde sted, opdagede jeg en lille meter fra mig en fed, sort gren lidt tykkere end min arm, som, hvis man kiggede nærmere efter, havde en smule mønster. Pludselig begyndte grenen at bevæge sig! Jeg opdagede en 1½-2 meter lang slange ligge foran mig i det høje græs. Jeg skyndte mig at fortælle det til et par afrikanere i nærheden, hvorefter jeg løb tilbage til de andre. Afrikanerne sendte os af sted efter sten og kæppe til at dræbe slangen, mens de holdt øje med den. Det lykkedes os at få fat i nogle gode, solide grene, og efterhånden kom flere folk til. Desværre var slangen allerede smuttet sin vej længere ind i en casawamark. Så det blev til endnu en aften uden slangesteg.  

 
I dag er der en uge til vi forlader Kipili. På mandag (d. 6. jan) tager vi til Sumbawanga et par dage for at sige farvel til folk der og få købt de sidste ting. Den 9. januar tager vi videre mod Iringa, hvor vi skal være et par dage også. Iringa skulle være en smuk by med et fint marked, hvor der sælges alverdens håndlavede ting. Her holder vi weekenden, indtil vi mandag d. 13. januar tager en bus til Dar Es Salaam. I Dar skal vi opleve Det Sorte Marked og evt. lige forbi den lækre strand, inden vi onsdag d. 15. januar kl 18.25 tager et fly mod Danmark. Med 5 måneders gode oplevelser i rygsækken og næsten 11 timer flysæde i røven, lander vi torsdag morgen kl 7.15 i Kastrup Lufthavn – DANMARK! Jeg kan næsten ikke vente.