Hjemme igen

På vejen hjem gik tiden bl.a. med at skrive en tur-sang, som vi sang undervejs på vores hjemrejse. Indholdet i første vers har derfor varieret lidt alt efter hvor langt vi var på rejsen.

 

Nu er vi kommet hjem til Danmark

Melodi: Jeg har en hund med fire poter.

 

Nu er vi kommet hjem til Danmark, familie, vennerne

det er nu godt men ogs’ en smule mærkligt.

Vi har set en masse spændende, især en masse brunt.

Det gælder både lorten og vores venner

 

Omk.

For vi vil ha’ koldskål og bacon, persillesovs,

flødekartofler og tykmælk og leverpostej.

 

Sandstrand og graduation, kor og kirkegang

det har kostet blod og sved og tårer.

Og Tanzanias tempo, har trukket tænder ud,

så vi er blevet gode til at vente

 

Omk.

For vi vil ha’ koldskål og bacon, persillesovs,

flødekartofler og tykmælk og leverpostej.

 

Zakarias der råber, og gedefødslerne.

Snedkerklokken ringer klokken otte.

Hannerne de galer og fejedamerne,

disko, generator og shikader

 

Omk.

For vi vil ha’ fred, ørepropper og nattero

skønhedens søvn har vi brug for, for folk de vil glo.

 

Niko han er en lille lort, men Trine elsker ham¨

i Cheke Chea er han hendes yndling.

Og sejlturen til Congo, ja den var lang og våd,

lig’som drengenes rygge når de knokler.

  

 Omk.

For vi vil ha’ Danmark tilbage og kulde og sne

Men vi vil nu savne Kipili og Knutti og te.

De er her hjertet er gemt, men ikke glemt,

5 herlige måneder efter, nu vil vi hjem.

Og hjem kom vi. Hjem til et flot, hvidt Danmark.

Vi takker for en god og lærerig tur, hvor vi er blevet mange venskaber og nye oplevelser rigere. Tak, at vi er blevet passet på hele turen igennem.

 

 

Så er det lige ved og næsten

Vi er godt på vej hjemad. 3 dage igen, så havner vi i Kastrup Lufthavn. Det bliver simpelthen helt fantastisk! Kan næsten ikke vente med at møde min kære familie, mine gode venner og min dejlige Lars torsdag morgen. Men selvom vi glæder os meget til at komme tilbage til Danmark, nyder vi også den sidste tid hernede for fulde gardiner!

 Vi tog fra Kipili i bil sammen med missionærparret (Sandra og Daniel) fra Congo, som vi også havde holdt jul med i Kipili. Undervejs tog vi stop i en større by, Mbeya, hvor vi overnattede torsdag til fredag. Utroligt nok, og fantastisk godt timet, var det præcis samme overnatning, som også de to nye BDM-volontører (Maria og Henriette) skulle have i Mbeya på deres tur mod Kipili. Vi holdte os derfor opdateret undervejs om, hvor langt de var, hvorefter vi gik ned og tog imod dem på stationen og bød dem velkommen.  Så fik vi os en dejlig snak med dem og lidt opdatering fra Danmark, inden de trætte piger lagde sig til at sove.

Velkommen til de nye volontører (Henriette nr. 2 fra venstre, Maria nr. 2 fra højre)

Næste stop blev Iringa. En stor by, lidt mere vestlig end vi ellers har oplevet hernede. Her bor vi piger i et værelse på LM’s danske compound. Vi var så heldige at få lov at låne Anders Solgaards (volontør for LM) lejlighed til at lave mad og hænge ud i. Så vi har haft os en god base her.

Weekenden har vi brugt på at udforske og opleve Iringa. Vi startede ud med et besøg på Masai markedet. Masaierne er et stammefolk, som er rigtig gode håndværkere, der laver alt fra grydelapper og aladinbukser til instrumenter og kæmpe malerier. Det var rigtig spændende, men nu er vi vist også ved at kunne fylde vores kufferter op. Godt og vel!

Senere lørdag tog vi ud på en engelsk farm med 180 køer. Det var simpelthen også noget af en oplevelse. Midt i Afrikas land kan man pludselig komme til at tro, at man er i Canada eller noget lignende. Kæmpe arealer med store, grønne marker og en helt masse køer! På gårdens volleybane gav vi den også gas til den ugentlige kom-sammen og volleyball for hvide menensker i Iringa. Det var næsten lige før vi glemte, at vi var … i AFRIKA!

 

Så er der dømt Canada midt i Afrikas land!

 

 

BDM-volontører med fart over feltet.

 

I dag har vi været på en lille søndagstur ud til en af seværdighederne her i Iringa. Et besøg til Ismilla blev det til for 1000 shillings per næse (3,50 kr). En flok sandaflejringer af en art, som er kæmpe store og vældig fascinerende. Det var rigtig hyggeligt og med dejligt vejr kunne vi ikke kræve mere.

 

Hygge imellem sandaflejringer.



 

På gåtur mellem meget høje ting...af...jord.

 

I eftermiddags nåede vi også lige et smut forbi Iringa midtby, hvor vi piger fik lavet en fin manicure på både fingre og tæer til en pris svarende til 14 kr. Det resulterede i en hyggelig snak med de to kunstnere og et par håndfulde negle i tanzanianske nuancer. Om aftenen skulle vores fine, nye negle selvfølgelig luftes, så vi tog, sammen med Anders, på en indisk restaurant, hvor vi nød en lækker omgang mad.

 

Min søde kunstner.

 

Så skal neglene luftes.

 

I morgen tidlig går vi en 7-8 timers bustur mod Dar Es Salaam i møde. Her har vi et par dage til at opleve Det Sorte Marked og nyde det gode vejr inden onsdag aften, hvor vi klatrer op i flyet og rejser tilbage hjem til det koldere nord. Vi ser frem til at komme hjem til et smukt, hvid Danmark.

 

 

En uge tilbage

Så er december, og dette år med, ved at være gået. Det betyder også, at vi snart vender snuden mod det koldere nord – hjem, kære hjem. Det sidste stykke tid er fløjet af sted med juleaften, bryllup og fødselsdage.

 Juleaftensdag gik med et besøg på lodgen sammen med koret, hvor vi skulle synge julen ind for en flok turister. Det var rigtig sjovt at være med til, men en noget anderledes juleaftensdag end vi har været vant til. Om aftenen tog vi til gudstjeneste i en god times tid i kirken, og kl 23.30 blev det tid til en omgang god, dansk julehygge i Knuds hus. Juleaften fejrede os volontører og Knud sammen med missionærparret fra Congo (Sandra og Daniel), som også er udsendt af BDM, og Sandras mor. Så på trods af den høje temperatur og den manglende julestress, lykkedes det os alligevel at få stablet en smule dansk julestemning – godt hjulpet på vej af en omgang regnvejr og min og Sørens ris a la mande lavet på bål og med dåsefløde (det kan faktisk også lade sig gøre her i lille Kipili).


Skønsang for de nydelige turister.

Hygge og julestemning i Knuds hus.

 

Inden vi nåede at få set os om, blev det fredag og tid til endnu en gang at få luftet vores fine skrud. Dette var nemlig dagen, som skulle blive James og Imanis bryllupsdag. James arbejder for mobilklinikprojektet her i Kipili som båd-driver og var med på min 14-dages tur i Congo. Vi startede i kirken en halv time tidligere end planlagt, og som altid skulle de hvide sidde på første parket. Der sad vi så oppe forrest i kirken med godt overblik over hele menigheden og udsigt til et smukt og nervøst brudepar. Det var rigtig festligt med 4 forskellige kor og rigtig god stemning fra gæsterne. Dog var der ikke meget glæde at finde hos brudeparret. Hernede er det kutyme, at kvinden skal se ked ud af det til sit bryllup (uanset om hun oprigtigt er det eller ej), for det er jo hende, som skal skilles fra sin familie. Så der blev sparret på romancen og kærlige blikke (vi kunne dog fornemme senere i løbet af dagen, at parret var meget glade for hinanden). Efter vielsen i kirken blev musikken skruet op på højeste niveau. Så skulle der danses og holdes taler. Det kunne i sig selv have været rigtig hyggeligt og festligt, men musikkens kvalitet og hylende højtalere gjorde det nærmest ulideligt at sidde i. Så efter et par timer tog os volontører båden hjem sammen med koret. Der kom til at gå næsten 4 timer med taler og skrattende musik, inden middagsmaden blev serveret! Men vi fik da eftermiddagens til at hvile ørerne, indtil kl 20, hvor det var tid til at feste videre. Igen med høj musik, taler og forskellige langtrukne, men meget sjove, traditioner. Bryllupskagen bestod af to små chokoladekager, som brudgommen havde bagt i vores bålovn aftenen før. Brudeparret og nogle enkelte, vigtige, mennesker fik en smagsprøve af den ene kage, hvor efter der blev holdt auktion om den anden. Den blev solgt for 10.000 Shilling (35 kr). Senere skulle gaverne danses ind. Hver gæst kom dansende med en ting. Op til flere gange per gæst … så det tog også en god times tid. Kl 23.15 blev middagen serveret. Den bestod i, at hver gæst fik en lille, sort og lun plasticpose (det vi så trendy derhjemme kalder en ’doggy-bag’). I den pose kunne findes et par kartofler, 2 kogte bananer og 3 møre stykker kød. Det var en rigtig lækker og, ikke mindst, tiltrængt omgang snask. Kort derefter tog brudeparret af sted og vi smuttede også vores vej.

Velsignelse af den smukke brud.

Efter vielsen. Bruden skal se ked ud af det.

Det lykkedes dog at fange et smil fra parret.

 Den sidste af de seneste dages store begivenheder var Cecilies fødselsdag. Nogle af os fik samlet os sammen tidligt på morgenen, hvor vi fik bagt en lækker brownie-kagemand, pandekager og æbleskiver. Efter fødselsdagsmorgensang og gaver pakkede os 5 volontører lidt mad sammen og travede ud til vores yndlingsbadestrand. Som en naturlig del af livet havde jeg brug for at få lettet blæren, hvorfor jeg gik på jagt efter et afsides sted i læ af en omgang høje siv. Lige idet jeg havde fundet et nogenlunde sted, opdagede jeg en lille meter fra mig en fed, sort gren lidt tykkere end min arm, som, hvis man kiggede nærmere efter, havde en smule mønster. Pludselig begyndte grenen at bevæge sig! Jeg opdagede en 1½-2 meter lang slange ligge foran mig i det høje græs. Jeg skyndte mig at fortælle det til et par afrikanere i nærheden, hvorefter jeg løb tilbage til de andre. Afrikanerne sendte os af sted efter sten og kæppe til at dræbe slangen, mens de holdt øje med den. Det lykkedes os at få fat i nogle gode, solide grene, og efterhånden kom flere folk til. Desværre var slangen allerede smuttet sin vej længere ind i en casawamark. Så det blev til endnu en aften uden slangesteg.  

 
I dag er der en uge til vi forlader Kipili. På mandag (d. 6. jan) tager vi til Sumbawanga et par dage for at sige farvel til folk der og få købt de sidste ting. Den 9. januar tager vi videre mod Iringa, hvor vi skal være et par dage også. Iringa skulle være en smuk by med et fint marked, hvor der sælges alverdens håndlavede ting. Her holder vi weekenden, indtil vi mandag d. 13. januar tager en bus til Dar Es Salaam. I Dar skal vi opleve Det Sorte Marked og evt. lige forbi den lækre strand, inden vi onsdag d. 15. januar kl 18.25 tager et fly mod Danmark. Med 5 måneders gode oplevelser i rygsækken og næsten 11 timer flysæde i røven, lander vi torsdag morgen kl 7.15 i Kastrup Lufthavn – DANMARK! Jeg kan næsten ikke vente.  

På ferie i Sumbawanga

Som nævnt er jeg ved at være færdig med arbejdet på mobilklinikken og pigerne er færdige i Cheke Chea. Efter at have fejret 1. søndag i advent og afskedsaften for Daniel i Kipili, snuppede vi mandag morgen en bus mod Sumbawanga. Bussen var godt fyldt op, men turen gik overraskende godt, og vi var fremme planmæssigt – 3 timer senere. Vi piger flyttede ind i LM-missionær Peter Olufsens hus, da han er i Danmark for tiden. Et fint lille og rigtig hyggeligt ’danskerhus’ i udkanten af Sumbawanga. I den lille uges tid, vi har boet her, har vi virkelig nydt at have tid til at slappe af og få gjort en helt masse af det, som normalt ikke er muligt i Kipili, enten pga. for lidt tid eller pga. dårligt internet. Så det har været en lille ferie, hvor vi har fået skrevet breve, blog, købt julegaver, lavet en masse god mad på el-komfuret og sovet med dyne på.

Ja, det er faktisk muligt her i Sumbawanga at sove med dyne uden at risikere at man dehydrerer. Her er der lige en tand koldere end i Kipili, hvilket gør det lidt nemmere og knap så varmt at bevæge sig. Så vi har haft det luksus i denne uge med både el-komfur, dyner og adgang til en masse frugt og grønt.

…OG ikke at forglemme. En uge uden rotter rendende frem og tilbage i stuen og på spisebordet. Det har nærmest været helt afslappende ikke at skulle holde øje med, om der pludselig skulle springe en rotte frem mod én, hver gang man gik ind i et nyt rum. LIGE INDTIL Trine en nat vågnede og vækkede mig, fordi hun altså skulle bruge noget lys. Jeg tænkte ved mig selv, Org, lad mig sove og orkede ikke at række hende min mobil, som ellers lå lige ved hånden. ”Men Julie, Julie, der er altså noget i vores seng!” Jeg tænkte ved mig selv, Org altså, Trine, du drømmer! Lige indtil Trine udbrød: ”JULIE, JEG TROR DER ER EN FLAGERMUS I VORES SENG!” Og så kan jeg ellers love for, at jeg kunne komme ud af sengen, ja og Trine med. For ganske rigtigt! På mystisk vis havde en lille flagermusunge fundet vej gennem vores myggenet og viklet sig ind i Trines dyne. Det var virkelig surrealistisk og helt vildt ulækkert! Vidste ikke, at flagermus kunne se SÅ klamme ud. Men Trine, sej som hun er, fik den bakset op i en pose og smidt den udenfor i håb om, at Fiona (Peters hund) kunne få lidt sjov ud af den. Jeg ved snart ikke hvad at foretrække; rotter overalt eller flagermus i sengen…

En flagermus, fuldstændig live og helt tæt på!

Trine redder natten

Nå, men livet går jo videre og det blev den 5. december. Som overraskelse til Trine stod jeg op for at bage kagemand og lave risengrød til vores kære fødselar. I håb om at kunne skrue lidt op for jule-fødselsdagsstemningen. Det lykkedes os at vække hende med flag, sang og en lille pakke. Efter en dejlig, rolig morgen med en masse lækker mad, tog vi af sted på tur. Vi ville ud til et kendt bjerg et par kilometer væk, hvor fipaerne (et stammefolk) ofrer til deres guder. Vi havde en af vores venner med, en gammel mand, som kunne fortælle en helt masse. Vi så hvor dyrene blev slagtet og rester af fjer og blod. Det var rigtig spændende, men vi manglede stadig lige prikken over i’et – at bestige bjerget. Vi begav os af sted og efter en times hård motion ankom vi til korset på toppen af bjerget, som var blevet sat der af nogle katolikker, som symbol på, at Jesus har sejret og er større end alle mulige forskellige former for ofringer, som fandt sted for foden af bjerget. Det var en rigtig spændende tur, hvor vi rigtigt fik at mærke, at vi lever…

 

 

Vi byder julen velkommen med mangoer og høj solskin

Alt imens der bliver julehygget med tæpper, varm kakao og julefrokoster derhjemme i kolde Danmark, nyder vi det lidt anderledes klima på kanten af Tanzania. Hernede er vi kommet ind i den såkaldte regntid (selvom jeg egentlig ikke synes, at det regner så meget igen), og med høj solskin derimellem, dannes grundlaget for, at rigtig mange mangoer for tiden modnes.

Nu er de fleste af vores forpligtelser på henholdsvis Cheke Chea og mobilklinikken efterhånden ned at være forbi. På en ’hul-dag’ i sidste uge besluttede Søren, Daniel og jeg os for at tage turen over bjerget om til lodgen (turiststed nær Kipili) for at hjælpe dem af med nogle af deres mangoer. Derude har de efter sigende omkring 17 kæmpe store mangotræer med over 300 store mangoer på hver. Vi tog turen derud sammen med vores backpackere, som blev fyldt op til randen. Så gik turen ellers hjemad igen. En tur, som til at starte med, så lidt uoverskuelig ud – ikke mindst for ben- og hoftepartiet. Men da vi først kom i gang og blev varmet op, gik det lidt nemmere. Og vi kom da også over bjerget og tilbage til det rigtige Kipili igen, godt udmattede og våde af sved. Resultatet blev til i alt 174 mangoer af tilsammen 100 kg.



100 kg tungere...

...og 174 mangoer rigere.

Så det er ikke overraskende, hvis vi i løbet af den seneste uges tid er kommet til at mangle nogle vitaminer. Med så mange mangoer er man nødt til at gå lidt ekstra til den, hvis ikke de alle sammen skal rådne op, inden man når at spise dem. Men, vi har da også fundet vores kreative gener frem. Ud over at skære mangoerne på forskellige måder, har vi da også eksperimenteret med mangosmoothie, mangotærte, mangosalat med ris og bønner, syltede mangoer osv. Såe, kom ikke her og sig, at vi ikke spiser varieret!

Det er faktisk ikke så ringe endda.



Mango på spyd.

 

Men selvom man kan synes, at det er svært at få gang i en ordentlig julestemning hernede, lykkedes det alligevel ret godt for os at få fejret 1. søndag i advent på en hyggelig og også julet måde. ’Adventskransen’, som Marianne og jeg havde fået bundet sammen, gjorde da i hvert fald sit til det. Vi havde fået en af vores venner, Isak, til at købe kartofler til os i Kirando, hvorfor søndagsmiddagen kom til at lyde på pommes fritter og chips. Derudover havde vi også noget så luksuriøst som snacks bestående af agurke- og kasawastænger og selvfølgelig også grillede mangoer på spyd og en mangotærte til dessert. Så det endte med at blive en rigtig hyggelig 1. søndag i advent og en god start på et nyt kirkeår i venners lag. Meen, selvom vi gerne ville, er det måske stadig lige tidligt nok at sige ”glædelig jul”.

 

Så blev det også advent i Kipili.

 

 

Lidt julepynt kunne det da også blive til.

 

 

 

 

 



 

 

Gennem Kipilis gader

I denne uge har jeg en dag været med ude og undervise en anden landsby, men ellers har jeg været her i Kipili hele ugen. Jeg har derfor haft god tid til og mulighed for at komme ud og opleve byen og dens folk.

Det er en helt tilfældig eftermiddag i en hel normal uge i en november måned i Kipili. Jeg vandrer ned af den stejle, stenede vej oppe fra Knuds hus efter selvfølgelig at have sagt de sædvanlige hilsner til vagten, vores mamma, evangelisten, snedkerdrengene og hvem der nu ellers lige er i nærheden. På vejen råber børnene som sædvanlig mwalimu (lærer) og mzungu (hvid) efter én. Jeg hilser pænt på en flok kvinder, der sidder og fletter hinandens hår, idet jeg møder en af snedkerdrengene som jeg hilser kort på, inden jeg fortsætter videre.

Nu er jeg ankommet til huset, hvor Marta fra koret, bor. Hun byder mig hjerteligt velkommen, jeg takker og går indenfor. Da jeg har afsluttet mit ærinde – inviteret hende til hygge om aftenen – vender jeg snuden tilbage igen fulgt på vej af Marta. I vejkanten sidder en flok piger fra Secondary School og spiller kort. Jeg spørger dem, hvilket spil, de spiller. De spiller ’Last Cardi’. Yes! Det spil kender jeg. Der bliver gjort plads til mig på det forholdsvis støvede og hullede udbredte stykke plastic under mangotræet. Vi spiller et par runder og hygger os meget. Jeg tror, at jeg har fået et par nye venner der J.

Nå, men jeg må videre. Jeg skal nemlig lige forbi og købe en pakke smør til vores hyggeaften med korpigerne, inden turen går hjemad. Som altid sidder Arnod i sin lille butik for enden af ’palmealléen’ og, som altid, kan jeg ikke gå forbi hans butik uden at han kalder på mig for at høre, hvordan det går. Som altid går det godt, og som altid er han rigtig glad og hyggelig at snakke med. Han kan en lille smule engelsk, hvilket åbner op for muligheden for at kunne føre en lidt længere samtale om lidt mere end de der standard-ting, som mit swahiliordforråd rækker til.

Nå, men det var det smør, vi kom fra… I den lille butik med de sædvanlige varer (cremer, Coca cola til 3,50 kr, kiks og andre nyttige ting) bliver jeg ekspederet af en ung mand nok omkring samme alder som jeg selv. ”Two thousand and five hundred shilling” siger han. Lidt overrasket spørger jeg ham, om han kan engelsk. Joe, lidt kan han da. Jeg inviterer ham til den faste engelsklektion mandag kl. 15.30, som os volontører står for. Han vil gerne komme. Fedt mand! Så måske vi kan få lov til at undervise endnu én i engelsk på mandag. Jeg krydser fingre.

Som jeg tror, at det er tid at tage hjem, møder jeg min gode ven, Kabuga. Kabuga er en 53-årig mand, som er med i sundhedskomitéen her i Kipili og var medhjælper på 14-dagesturen til Congo. Da vi som sædvanlig har fået tjekket op på, hvordan vi hver især har det, hvordan det går derhjemme, hvordan familien har det osv., inviterer han mig hjem for at se sit hus. Han skal jo alligevel ingenting. Det ville næsten være synd at sige nej til, så jeg bliver vist ind i en fin, lille stue med et lille bord og bløde sofaer. I denne stue fortæller jeg lidt om Danmark og får forklaret, hvordan hans familie hænger sammen. Det viser sig, at hans ældste datter, Lusia-Kabuga, afsluttede Secondary School sidste år og nu er arbejdsløs. Der er ikke penge til, at hun kan læse videre. I håb om i fremtiden at kunne få et job, vil hun gerne lære lidt om, hvordan man har med en computer at gøre. Jeg inviterer hende straks hjem til Knuds hus mandag aften, hvor jeg i forvejen har en aftale med 3 andre piger her fra landsbyen om at give dem lidt computerundervisning. Fedt! Nu håber jeg bare, at hun kommer J.

Nå, nu er klokken ved at være blevet 17 og det er tid til at komme til korundervisning. Jeg takker mange gange for gæstfriheden. Kabuga viser mig ud og, også han, følger mig på vej inden vi for alvor siger farvel til hinanden. Det er åbenbart helt naturligt at følge sine gæster på vej, inden man overlader dem til sig selv. Virkelig hyggeligt og meget betænksomt!

Så er det blevet kortid og min tur gennem Kipilis gader er slut for i dag. Det, som i sig selv først så ud til at skulle blive en lille smuttur, kom til at vare det meste af eftermiddagen. Nu kan jeg bare håbe på og bede til, at korpigerne har lyst til at komme til hygge og småkagebagning med os hvide piger i aften, at min ven fra butikken også på mandag har mod til at prøve at deltage i engelskundervisningen, og at Lusia-Kabuga husker at komme til computerundervisning mandag aften.

På Afrikas savanne

I denne weekend har vi været så heldige at få lov til at lege lidt turister. Vi har nemlig været et smut på Afrikas savanne i Katavi Nationalpark. Vi var heldige at se rigtig mange forskellige dyr - både enkeltvis og i store flokke. Så det var en vellykket tur, som vi alle nød i fulde drag. 

Her kommer lige en lille smagsprøve af, hvad vi oplevede.

 

En doven hanløve 2 meter væk.



Og en hunløve som vist blev lidt forskrækket.



Er det da ikke bare et smukt syn...?!



Vi skulle da heller ikke slippe for at se Hr. Nelson.



Mange fugle hygger sig på flodhestenes, som ligger og nyder et dejligt mudderbad.



Krokodillerne var også at se, hvis man kiggede godt efter og zoomede en lille smule...



Endnu et flot syn.



Tjae, det er i hvert fald en form for antilope eller hestelignende dyr :)



Dette er en frugt, som man kan tilberede og spise, hvis man lider af blodmangel - smart!