I denne uge har jeg en dag været med ude og undervise
en anden landsby, men ellers har jeg været her i Kipili hele ugen. Jeg har
derfor haft god tid til og mulighed for at komme ud og opleve byen og dens
folk.
Det er en helt tilfældig eftermiddag i en hel normal uge i en november måned i Kipili. Jeg vandrer ned af den stejle, stenede vej oppe fra Knuds hus efter selvfølgelig at have sagt de sædvanlige hilsner til vagten, vores mamma, evangelisten, snedkerdrengene og hvem der nu ellers lige er i nærheden. På vejen råber børnene som sædvanlig mwalimu (lærer) og mzungu (hvid) efter én. Jeg hilser pænt på en flok kvinder, der sidder og fletter hinandens hår, idet jeg møder en af snedkerdrengene som jeg hilser kort på, inden jeg fortsætter videre.
Nu er jeg ankommet til huset, hvor Marta fra koret, bor. Hun byder mig hjerteligt velkommen, jeg takker og går indenfor. Da jeg har afsluttet mit ærinde – inviteret hende til hygge om aftenen – vender jeg snuden tilbage igen fulgt på vej af Marta. I vejkanten sidder en flok piger fra Secondary School og spiller kort. Jeg spørger dem, hvilket spil, de spiller. De spiller ’Last Cardi’. Yes! Det spil kender jeg. Der bliver gjort plads til mig på det forholdsvis støvede og hullede udbredte stykke plastic under mangotræet. Vi spiller et par runder og hygger os meget. Jeg tror, at jeg har fået et par nye venner der J.
Nå, men jeg må videre. Jeg skal nemlig lige forbi og købe en pakke smør til vores hyggeaften med korpigerne, inden turen går hjemad. Som altid sidder Arnod i sin lille butik for enden af ’palmealléen’ og, som altid, kan jeg ikke gå forbi hans butik uden at han kalder på mig for at høre, hvordan det går. Som altid går det godt, og som altid er han rigtig glad og hyggelig at snakke med. Han kan en lille smule engelsk, hvilket åbner op for muligheden for at kunne føre en lidt længere samtale om lidt mere end de der standard-ting, som mit swahiliordforråd rækker til.
Nå, men det var det smør, vi kom fra… I den lille butik med de sædvanlige varer (cremer, Coca cola til 3,50 kr, kiks og andre nyttige ting) bliver jeg ekspederet af en ung mand nok omkring samme alder som jeg selv. ”Two thousand and five hundred shilling” siger han. Lidt overrasket spørger jeg ham, om han kan engelsk. Joe, lidt kan han da. Jeg inviterer ham til den faste engelsklektion mandag kl. 15.30, som os volontører står for. Han vil gerne komme. Fedt mand! Så måske vi kan få lov til at undervise endnu én i engelsk på mandag. Jeg krydser fingre.
Som jeg tror, at det er tid at tage hjem, møder jeg min gode ven, Kabuga. Kabuga er en 53-årig mand, som er med i sundhedskomitéen her i Kipili og var medhjælper på 14-dagesturen til Congo. Da vi som sædvanlig har fået tjekket op på, hvordan vi hver især har det, hvordan det går derhjemme, hvordan familien har det osv., inviterer han mig hjem for at se sit hus. Han skal jo alligevel ingenting. Det ville næsten være synd at sige nej til, så jeg bliver vist ind i en fin, lille stue med et lille bord og bløde sofaer. I denne stue fortæller jeg lidt om Danmark og får forklaret, hvordan hans familie hænger sammen. Det viser sig, at hans ældste datter, Lusia-Kabuga, afsluttede Secondary School sidste år og nu er arbejdsløs. Der er ikke penge til, at hun kan læse videre. I håb om i fremtiden at kunne få et job, vil hun gerne lære lidt om, hvordan man har med en computer at gøre. Jeg inviterer hende straks hjem til Knuds hus mandag aften, hvor jeg i forvejen har en aftale med 3 andre piger her fra landsbyen om at give dem lidt computerundervisning. Fedt! Nu håber jeg bare, at hun kommer J.
Nå, nu er klokken ved at være blevet 17 og det er tid til at komme til korundervisning. Jeg takker mange gange for gæstfriheden. Kabuga viser mig ud og, også han, følger mig på vej inden vi for alvor siger farvel til hinanden. Det er åbenbart helt naturligt at følge sine gæster på vej, inden man overlader dem til sig selv. Virkelig hyggeligt og meget betænksomt!
Så er det blevet kortid og min tur gennem Kipilis gader er slut for i dag. Det, som i sig selv først så ud til at skulle blive en lille smuttur, kom til at vare det meste af eftermiddagen. Nu kan jeg bare håbe på og bede til, at korpigerne har lyst til at komme til hygge og småkagebagning med os hvide piger i aften, at min ven fra butikken også på mandag har mod til at prøve at deltage i engelskundervisningen, og at Lusia-Kabuga husker at komme til computerundervisning mandag aften.
